Handelsstandsforeningen i Aarhus behandler i øjeblikket en sag fra en række handlende, som har fremsat ønsker om regulering af butikkernes facader, herunder bl.a. butikkernes markiser, som ikke alle er ”i lige god stand”, som det udtrykkes i skrivelsen. Lokale vil dog vide, at skrivelsen bl.a. er møntet på 4-5 mindre butikker, som i sommerhalvåret præsenterer sig med nedslidte og decideret hullede markiser, som efter alt at dømme har en menneskealder på bagen.
Har man set TV-serien Matador, vil man måske uvilkårligt huske episoden med Arthur Jensen i rollen som Hr. Schwann, der forsøger at rulle en defekt markise ud hos det fallerede Damernes Magasin. Det er ikke en hel skæv sammenligning, mener i hvert fald et par af de handlende, som dog ikke ønsker navne nævnt i denne sammenhæng.
Storkøb af markiser må kunne give rabatter
Gruppen af handlende, der ønsker det generelle niveau af bl.a. markiser højnet, nøjes dog ikke med at kritisere, men har også konstruktive forslag til løsninger. Antagelsen er formentlig, at det er økonomien der primært afholder de små butikker fra at investere i nye markiser, og derfor lægger forslaget op til, at flere butikker går sammen og lægger ordrerne samlet. Hvis det på den måde kan lykkes at skabe et fællesindkøb, hvor også flere andre butikker måske samtidig benytter lejligheden til at anskaffe solsejl og andre ting fra ønskesedlen, vil der være tale om en stærk forhandlingsposition. Gruppen har allerede indhentet forhåndstilsagn om rabatter på op til 35% ved et samlet indkøb på over 200.000 kr.